Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Overgang til børnehave

Overgang til børnehave
I Svalereden ønsker vi at skabe en så tryg og rolig overgang fra vuggestue eller dagpleje til børnehave, som muligt. Børn er forskellige og der vil altid være individuelle behov, som vi skal være opmærksomme på.
Overgangen fra dagpleje eller vuggestue til børnehave kan føles overvældende for nogle børn. En ny stor verden åbner sig og der er pludseligt mange nye børn, rutiner og indtryk at forholde sig til.

Fra vuggestue til børnehave

Barnet kender allerede huset, mange af de voksne og ofte også flere af de børn, der går i børnehaven. Derfor vil overgangen typisk opleves mindre omfattende end opstarten i vuggestuen.

For at skabe en tryg overgang arbejder vi målrettet med brobygning mellem vuggestue og børnehave. Barnet besøger børnehaven flere gange inden opstart og får mulighed for at lære de nye voksne, børn og omgivelser at kende i et tempo, der passer til barnet.

Selvom mange børn glæder sig til at blive børnehavebørn, er det helt normalt, at nogle børn reagerer på forandringen. Nogle reagerer med det samme, mens andre først viser tegn på usikkerhed efter noget tid. Begge dele er naturlige reaktioner, som vi møder med nærvær og støtte.

Eksempel på overgang fra vuggestuen til børnehaven

Før opstart
Barnet deltager i planlagte besøg i børnehaven sammen med kendte voksne fra vuggestuen.

De første dage
Barnet starter gradvist i børnehaven og får støtte til at lære de nye rutiner, fællesskaber og læringsmiljøer at kende.

Den første periode
Personalet følger barnets trivsel tæt og er i løbende dialog med forældrene om, hvordan overgangen opleves.
 

Fra dagpleje til børnehave

I Svalereden har vi et tæt og stærkt samarbejde med de omkringkliggende dagplejere. 
Du kan læse mere om Dagplejen Syd under Kalundborg Kommune, ved at klikke på dette link. (åbner i samme vindue)
Allerede ved 2-2 ½ år begynder dagplejere, at målrette den pædagogiske indsats på, at barnet snart skal videre. 
 

Børn starter som udgangspunkt i børnehave måneden efter de er fyldt 3 år. 
Inden opstart i børnehave vil jeres barn komme på besøg i børnehaven med dagplejer. Her vil jeres barn få mulighed for at opleve atmosfæren i vores hus sammen med en kendt voksen, som barnet føler sig tryg ved samt få mulighed for, at møde gamle og nye venner. 

 

Eksempel på overgang fra dagpleje til børnehaven
 

Dag 1
Barnet og forældrene besøger stuen et par timer og lærer omgivelserne, børnene og personalet at kende. 

 

Dag 2
Barnet deltager i en del af dagen sammen med en forælder. 
Forældre kan evt. gå fra stuen i en kortere periode efter aftale med personalet. 

 

Dag 3
Barnet er i børnehave nogle timer uden forældre og deltager i dagens rutiner og evt. frokost. 

 

Dag 4 og frem
Barnets tid i børnehaven udvides gradvist og der arbejdes hen imod en almindelig hverdag i barnets eget tempo. 

 

Magneter